Trailer
Køreskolens
teoribog
til kategori B+ og BE
Færdselstavler og færdselsregler, som er særligt aktuelle under kørsel med påhængskøretøj.
§ Hastighed: Hovedreglen er at kørehastigheden altid skal afpasses efter forholdene med særlig hensyn til andres sikkerhed og man må aldrig køre hurtigere, end at man kan bevare fuld kontrol over køretøjet. For almindelig bil med tilkoblet påhængskøretøj må hastigheden ikke overstige 80 km/t. På motorvej dog 100 km/t. ved tempo 100 godkendelse.
Motorvej og motortrafikvej må ikke benyttes, hvis man trækker et ikke-registreret påhængskøretøj. Hvis der på motorvej eller på motortrafikvej findes tre eller flere vognbaner i samme færdselsretning, må biler med tilladt totalvægt over 3500 kg. og vogntog, hvis længde overstiger 7 m., kun benytte én af de to vognbaner længst til højre. Dette gælder dog ikke, hvis placering i tredje bane er en nødvendig forberedelse til svingning eller ind- og udfletning.
Slæbning af andet køretøj er totalt forbudt.
Tavlen angiver en særlig vognbane, som skal anvendes af køretøjer,
der kører med lavere hastighed end den, der angives for den øvrige kørebane.
Hastighedsovertrædelser
Vedrørende eventuel overtrædelse af gældende hastighedsbestemmelser vil straframmen typisk være:
“Mindre” overskridelse = bøde
Ved en overskridelse på mere end 40% = bøde,
betinget frakendelse af kørekortet samt en kontrollerende køreprøve
(teoriprøve og praktisk køreprøve).
HUSK at hastigheden med et u-indregistreret påhængskøretøj
(f.eks. en brændekløver) er højst 30 km i timen.
HUSK at 3 “klip” inden for 3 år, giver betinget frakendelse
en hastighedsoverskridelse på mere end 30% giver 1 “klip”.
Tavlen advarer om særlig risiko for kødannelser og anvendes på steder, hvor der med stor sandsynlighed optræder farlige kødannelser. Vil normalt kun forekomme på veje med stor trafikintensitet uden for byzone. Husk særlig opmærksomhed og at der holdes god afstand til foran kørende.
Havariblink SKAL benyttes i forbindelse med uventet kødannelse eller anden umiddelbar fare på motorvej.
Havariblink KAN benyttes i forbindelse med uventet kødannelse eller anden umiddelbar fare på andre vejtyper.
Kontrolapparat (fartskiver).
At kontrolapparatet skal anvendes i et køretøj, hvis største tilladte totalvægt inklusive påhængsvogn eller sættevogn overstiger 3.500 kg. Efter EU forordning og bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport er visse køretøjer dog undtaget fra køre- og hviletidsbestemmelserne. Såfremt der skal anvendes kontrolapparat, skal bestemmelserne om kontrolapparater og bestemmelserne om køre- og hviletid for føreren nøje overholdes. Overtrædelser kan medføre bødestraf og frakendelse af førerretten. De nærmere bestemmelser om kontrolapparat er fastlagt i Europaparlamentets og Rådets forordning om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og i Rådets forordning om kontrolapparatet inden for vejtransport.
I biler registreret første gang efter januar 2007, skal kontrolapparatet være en takograf (digital fartskriver), hvortil der kræves et takografkort udstedt af politiet.
Vogntog (f.eks. varebil med påhængsvogn) med en tilladt totalvægt over 3500 kg og som anvendes til godstransport, skal være forsynet med et kontrolapparat. Apparatet har til opgave at registrere hvor hurtigt og hvor langt køretøjet har kørt og hvornår og hvor længe det har holdt stille. Formålet er at kunne kontrollere om køre- og hviletidsbestemmelserne i en bestemt periode er blevet overholdt. Følgende bestemmelser er gældende for fartskriveren og dens betjening:
Køretid:
Køretid er den tid, der af et kontrolapparat registreres som kørsel.
Den daglige køretid mellem to daglige hviletider må ikke overstige 9 timer. To gange i løbet af en uge kan den daglige køretid sættes op til højst 10 timer. Den ugentlige køretid må ikke overstige 56 timer. Summen af køretiderne i 2 på hinanden følgende uger må ikke overstige 90 timer.
Køretid uden pause:
En køretid uden pauser må højst være 4,5 time, hvorefter der skal holdes en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, medmindre føreren påbegynder en hviletid. Denne pause kan erstattes af en pause på mindst 15 minutter, efterfulgt af en pause på mindst 30 minutter fordelt over kørselsperioden. Der kan ikke byttes om på rækkefølgen af pauserne. Ved to-mandsbetjening kan pausen afholdes i et kørende køretøj. Føreren må ikke udføre kørsel eller andet arbejde i løbet af denne pause.
Hviletid:
Inden for ethvert tidsrum af 24 timer efter afslutningen af den foregående daglige eller ugentlige hviletid, skal føreren have afholdt en regulær daglig hviletid på mindst 11 sammenhængende timer (regulær daglig hviletid). Den regulære daglige hviletid kan tages i 2 perioder, hvoraf den første periode skal være på mindst 3 sammenhængende timer og den anden på mindst 9 sammenhængende timer. Hviletiden kan nedsættes til mindst 9 sammenhængende timer (reduceret daglig hviletid) op til 3 gange mellem to ugentlige hviletier. Hvis der er flere førere i køretøjet, skal hver fører have en daglig hviletid på mindst 9 sammenhængende timer inden for en periode på 30 timer. En regulær daglig hviletid, der holdes, mens føreren ledsager et køretøj om bord på færge eller tog, må højst afbrydes to gange af andre aktiviteter i sammenlagt højst én time. Føreren skal have adgang til en køje eller liggeplads.
I to på hinanden følgende uger skal føreren afholde mindst:
a) 2 regulære ugentlige hviletider, som hver er på mindst 45 timer, eller
b) en regulær ugentlig hviletid på mindst 45 timer og en reduceret ugentlig hviletid på mindst 24 timer. Den reducerede tid, på fx 21 timer (regulær ugentlig hviletid på 45 timer minus reduceret ugentlig hviletid på 24 timer) skal kompenseres med et tilsvarende hvil, der skal afholdes samlet inden tre uger efter udløbet af den pågældende uge.
Hvil, der tages som kompensation for reduceret ugentlig hviletid, skal afholdes i forlængelse af en anden hviletid på mindst 9 timer. I eksemplet med en reduceret ugentlig hviletid på 24 timer skal kompensationen mindst udgøre 30 timer (reduktion op 21 timer plus 9 timer). En ugentlig hviletid skal starte senest ved afslutningen af 6 på hinanden følgende 24 timers perioder efter afslutningen af den foregående ugentlige hviletid. Daglige hviletider og reducerede ugentlige hviletider, der tages borte fra hjemstedet, kan afholdes i køretøjet, hvis dette er udstyret med passende sovefaciliteter til hver fører, og køretøjet holder stille. Bagsiden af diagramskiven udfyldes kun i tilfælde af funktionssvigt i apparatet, eller i tilfælde af skift til anden bil.
1. Diagramskiven udfyldes således før kørsel påbegyndes:
2. Efternavn og fornavn.
3. Land, hvor turen begynder.
4. Dato for turens begyndelse.
5. Registreringsnummer.
6. Diagramskiven afsluttes ved hjemkomst:
7. Sted, hvor turen slutter.
8.Dato for turens afslutning,
9. Kilometerstand ved turens slutning.
Anvendelse af kontrolapparatet:
Kontrolapparatet kan enten være analogt med diagramark eller digitalt med takografkort. Et analogt kontrolapparat registrerer førerens aktiviteter på et diagramark. Et digitalt kontrolapparat registrerer førerens aktiviteter dels på et takografkort dels i kontrolapparatet. I visse særlige tilfælde fx beskadigelse eller tyveri af takografkortet kan det være nødvendigt at anvende en udskrift fra det digitale kontrolapparat til registrering af førerens aktiviteter. Diagramark/takografkort skal anvendes hver dag fra det øjeblik køretøjet overtages og indtil afslutningen af den daglige arbejdsperiode. Anvendes diagramark skal der anvendes et ark, der passer til kontrolapparatet. Det sikres ved at se på de trykte numre på bagsiden af diagramarket, hvor et nummer skal svare til nummeret på kontrolapparatets typeskilt.
Inden diagramarket sættes i kontrolapparatet, skal føreren på letlæselig og tydelig måde anføre følgende oplysninger på arket:
a) Efternavn og fornavn. Det er ikke tilstrækkeligt at anføre initialer, og stempel må ikke anvendes.
b) Startdato og startsted. Startsted kan angives enten med landekode (f.eks. DK) eller land (f.eks. Danmark) eller bynavn (f.eks. Esbjerg).
c) Registreringsnummer på det køretøj, som skal anvendes. Ved skift af køretøj i arbejdsperioden skal registreringsnummeret for hver af de efterfølgende køretøjer anføres i rækkefølge på bagsiden af arket.
d) Kilometerstand på starttidspunktet. Ved skift af køretøj i arbejdsperioden skal det første køretøjs slutkilometer anføres på forsiden, og det nye køretøjs startkilometer anføres på bagsiden sammen med det nye registreringsnummer.
e) Tidspunktet for skift af køretøj. Tidspunktet anføres på bagsiden af diagramarket.
Slutdato og slutsted samt kilometerstand skal anføres på diagramarket, når det ikke skal anvendes mere. Føreren skal betjene kontrolapparatets indstillingsknapper sådan, at alle tidsgrupper (køretid, andet arbejde, rådighedstid og hvil) registreres, og at førerens aktiviteter tydeligt kan ses på diagramark/data på takografkort og i det digitale kontrolapparat samt på eventuelle udskrifter. Diagramarket må først udskiftes ved afslutningen af den daglige arbejdsperiode. Diagramarket må dog udtages ved skift af køretøj, eller når diagramarket ikke forventes anvendt yderligere i samme køretøj. Takografkortet må først udtages ved afslutningen af den daglige arbejdsperiode. Takografkortet kan dog udtages ved skift af køretøj, eller når takografkortet ikke forventes anvendt yderligere i samme køretøj. Diagramarket må højst sidde i kontrolapparatet i 24 timer. Diagramarket og førerkort og alle manuelle registreringer og udskrifter for den pågældende dag og de forudgående 28 kalenderdage skal medbringes under kørslen, og skal på forlangende forevises til politiet. Opstår der driftsforstyrrelser eller mangelfuld funktion af kontrolapparatet, skal føreren på diagramarket eller på et særligt ark, der vedlægges enten diagramarket eller takografkortet anføre alle de oplysninger, som kontrolapparatet ellers ville have registreret.
Skive visende en typisk arbejdsdag!
a) Chaufføren isætter skiven ved overtagelse af køretøjet (påbegyndt registrering). Efternavn og fornavn noteres, startsted (nationalitetsbogstaver), køretøjets registreringsnummer, dato samt kilometertællerens stand.
b) Nålen registrerer dagens kørsel (hastighed samt evt. stop (af- og pålæsning) samt evt. stop i trafikken).
c) Pause i mindst 15 min. (Holdes altid som 1. pause).
d) Pause i mindst 30 min. (Holdes altid som 2. pause). (De to pauser kunne også holdes som én samlet pause på mindst 45 min.). Herefter igen kørsel sammenlagt højst 4,5 time. (Normalt maximal køretid 9 timer pr. dag).
e) To gange om ugen kan der køres én ekstra køretime. Bemærk, der skal forinden afholdes en ekstra pause af mindst 45 minutters varighed. (To gange ugentligt kan der altså køres 10 timer).
Skiven (diagramarket) udtages tidligst ved arbejdstids ophør, ved vognskift eller efter 24 timer.
Chaufføren påfører slutsted, dato samt kilometertællerens stand og udregner slutteligt antal kørte kilometre. (Skiven medbringes for kørselsdagen samt for de forudgående 28 kalenderdage, og afleveres derefter til arbejdsgiveren).
NB: Holdes der hvil i køretøjet anbefales det, at en skive starter med hvil (normalt 11 timer). Den digitale fartskriver registrerer chaufførens kørsel på samme måde som det analoge kontrolapparat.
Test din viden
Kat. B+ og BE - Afsnit 7
Vælg de spørgsmål som du mener er de rigtige.