store biler
Køreskolens
teoribog
til kategori C – D – C/E – D/E

Store biler og vogntog

Store biler – Kategori C og D.

4. El-anlæg, lygter, reflekser, signal apparat m.v.

Bilens startmotor, lygter, blink- og stoplys, horn, vinduesviskere og -vaskere, varmeblæser, instrumenter og kontrollamper m.v. virker alle ved elektrisk strøm.

Strømmen tappes fra akkumulatorens ene pol gennem ledninger, sikringer og kontakter til de strømforbrugende dele og gennem stelforbindelsen tilbage til akkumulatorens anden pol. Akkumulatoren er opdelt i rum (celler), hvori der er monteret blyplader nedsænket i en blanding af svovlsyre og destilleret vand.

Hver celle skal være fyldt op, eventuelt efterfyldt, med destilleret vand, så pladerne er dækkede.

Pulverdannelse (sulfatering) omkring akkumulatoren og dens poler skal vaskes væk for at undgå ætsninger.

For at sikre en effektiv strømtilførsel skal alle ledninger, sikringer og kontakter være rene, hele og godt isolerede, og alle forbindelser, herunder stelforbindelser, skal sidde fast og være fri for tæringer.

Lovbestemmelser i øvrigt om el-anlægget:

  • Akkumulatoren skal være fastgjort og således anbragt eller dækket, at der ikke kan opstå kortslutning.
  • El-anlægget skal være forsynet med sikringer for at imødegå brand ved eventuel kortslutning. Ved montering af elektrisk ekstraudstyr skal indskydes en ekstra sikring.
  • Hvis blinklygterne blinker væsentligt hurtigere end sædvanligt, er det normalt tegn på, at en eller flere blinklygter ikke virker.
  • Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.
  • Hornet skal have en klar, konstant tone.

Kontrol af lygter:

Man skal kunne kontrollere, om følgende krav til lygter er opfyldt:

  • Alle lygter og reflekser skal være rene og hele.
  • Lygter i par skal være ens i farve og styrke.
  • Nærlys må ikke blænde.

Nærlysets rækkevidde uden at virke blændende kontrolleres ved, at man måler op til lygtemidten, går 10 meter frem foran bilen og ser efter, om overkanten af lysgrænsen er faldet mindst 10 cm i forhold til den målte højde.

Sådan skal nærlyset oplyse vejen mindst 30 meter fremad (det skal lyse længere frem i højre side end i venstre).

  • Påbudte positionslygter, baglygter, nummerpladelygter og markeringslygter skal kunne holdes tændt med standset motor og må ikke kunne slukkes, når fjernlys, nærlys eller tågelys er tændt.
  • Efter denne kontrol måler man 30 meter frem foran bilen og ser, om nærlyset oplyser vejen tilstrækkeligt de 30 meter frem. (Man skal være opmærksom på, at tungt læs bag på bilen kan bevirke, at nærlyset lyser højere og derved virker blændende).
  • Alle lygter skal kunne lyse.

Nærlyset er faldet 10 cm. under fingeren på 10 meters afstand fra forlygten.

Uens farve eller lysstyrke i et lygtepar kan man umiddelbart se. Det kan skyldes, at man af sparehensyn kun udskifter den pære, der er udbrændt. Derfor bør man også udskifte den anden pære for at sikre samme lysstyrke i lygteparret.

Hvis udskiftede pærer ikke sættes rigtigt i fatningen, vil nærlyset blænde. Det kan kontrolleres ved at holde et ark hvidt papir hen over den tændte lygte. Grænsen mellem lys og mørke vil da tydeligt kunne ses.

Forkert isat pære.

Bemærk:
Moderne biler udstyret med elipselygter (de små, hvor nær- og fjernlys er bygget i hver sin lygte), har et andet udseende og andre regler, hvad angår kontrol af nærlyset. (Se bilens instruktionsbog).

Kontrol af nummerpladelygte:

  • Mindst én nummerpladelygte med hvidt lys, der kan belyse den bageste nummerplade.

Påbudte reflekser og refleksplanker
Bilen skal bagpå være forsynet med et lige antal røde, godkendte og mærkede reflekser, der ikke må være trekantede.

Lastbiler skal bagpå være forsynet med refleksplanker med skrå røde/gule striber. Evt. supplerende røde reflekser må ikke være trekantede og skal være anbragt symmetrisk.

Stoplygter

Bag på bilen skal være mindst to stoplygter, der skal give væsentligt kraftigere rødt lys end baglygterne og lyse, så snart der trædes på bremsepedalen.

Stoplyset kontrolleres således:

  • Stoplyset tændes ved enten at lade en hjælper træde bremsepedalen ned eller ved, at man inde fra bilen ser efter genskinnet fra en mur eller lignende.

Horn

Bilens horn skal have en klar, konstant tone.

Blinklygter

En bil skal være forsynet med et lige antal blinklys foran, bagpå og på siden.

Kontrol af blinklygter

  • Samtlige blinklygter skal blinke gult lys, der tydeligt kan ses i sollys, og en kontrollampe skal blinke i takt med blinklyset.
  • En særlig kontakt skal kunne tænde alle blinklygter samtidig, så de kan virke som havariblink.

Sidereflekser/sidemarkeringslygter

Biler der har en længde der overstiger 6 meter skal være forsynet med gule godkendte og mærkede reflekser samt gule sidemarkeringslygter fordelt på bilens
sider.

Sidereflekser og sidemarkeringslygter kan være sammenbyggede.

Sidemarkeringslygter skal tydeligt kunne ses i en afstand af 300 meter uden at blænde.

  • Ældre biler (før 1996) kan være forsynet med enten sidereflekser eller sidemarkeringslygter.

Kontrol af reflekser:

  • Reflekser skal være hele og rene.

Lovbestemmelser om påbudte lygter

En bil må kun være udstyret med påbudte og tilladte lygter og reflekser.

Påbudte lygter foran på bilen:

  • To lygter med hvidt eller gulligt fjernlys, der kan oplyse vejen mindst 100 meter foran bilen, og som er tilsluttet en kontrollampe ved førerpladsen.
  • To lygter med hvidt eller gulligt, asymmetrisk nærlys, der skal oplyse vejen mindst 30 meter foran bilen uden at blænde.
  • To lygter med positionslys, der tydeligt kan ses i mindst 300 meters afstand foran bilen.
  • To fremadrettede markeringslygter, såfremt bilen er bredere end 2,10 m. Lygterne skal have hvidt lys, der kan ses tydeligt i mindst 300 meters afstand
    uden at blænde.

(Bilen på billedet er p.g.a. manglende bredde uden markeringslygter).

  • Fjernlys kan være indrettet med overhalingsblink.
  • Bus med totalvægt over 3,5 tons kan være forsynet med reklame- eller distinationsskilte over forruden.

Lovbestemmelser i øvrigt om tilladte lygter og reflekser

Tilladte lygter og reflekser omfatter:
Ekstra fjernlyslygter, kørelyslygter, ekstra baglygter, ekstra blinklyslygter, ekstra stoplygter. Tågeforlygter, baklygter, tågebaglygter, søge- og arbejdslygter, afmærknings- og markeringslygter, parkeringslygter samt overhalingsblink, for hvilke der gælder særlige regler. Endvidere må bilen være forsynet med hvide reflekser foran, gule reflekser på siderne og supplerende røde reflekser bagpå.

Lastbiler kan på siderne være udstyret med en reflekterende konturafmærkning af gul eller hvid farve samt reklame eller logo i et lavt reflekterende materiale der kan være i alle farver. Lastbiler kan ligeledes bagpå være udstyret med konturafmærkning af rød farve.

Påbudte lygter bag på bilen:

  • Mindst to baglygter med rødt lys, der tydeligt kan ses i mindst 300 meters afstand bag bilen.
  • Mindst én nummerpladelygte med hvidt lys, der kan belyse nummerpladen, så den kan læses tydeligt i mindst 20 meters afstand.
  • To stoplygter.
  • To bagudrettede markeringslygter, såfremt bilen er bredere end 2,10 m. Lygterne skal have rødt lys, der kan ses tydeligt i mindst 300 meters afstand uden at blænde. (Bilen på billedet er p.g.a. manglende bredde uden markeringslygter).

Test din viden

Kat. C - D - C/E - D/E - Afsnit 4

Vælg de spørgsmål som du mener er de rigtige.

Behøver en akkumulatoren være fastgjort og således anbragt eller dækket, så der ikke kan opstå kortslutning?
Hvis blinklygterne blinker væsentligt hurtigere end sædvanligt, er det normalt tegn på, at en eller flere blinklygter ikke virker.
Hvordan kontrollere man at nærlyset ikke virker blændende?
Bør man skifte begge pærer selvom det kun er den ene som er udbrændt?
Indgår det samme regler for elipselygter, som for nærlyset?
Hvilke væsentligt kraftigere farve skal stoplygterne bag på bilen give?